Danmarks første konference om Affiliate Marketing er lige netop sluttet med det sidste oplæg. Og vi havde den store ære at præsentere dogmeaffiliate.dk og vores projekt med perfectmen.dk. Her får du alle detaljerne fra vores oplæg med slideshow, manus og selvfølgelig regneark med slibrige detaljer fra projektet.
Tak til alle jer, der var forbi bagefter med et klap på skulderen. Vi glæder os til at møde jer alle igen.
“Vi skal i hvert fald indtage scenen fra start”
Det skrev Thomas Brinch-Møller til mig for en lille uge siden. Og fordi jeg alligevel gerne ville lære Adobe After Effects fik jeg samlet det her pragtstykke af en introvideo.
Links vi blabrede om på dagen
Vi fik nævnt et par værktøjer, nogle regneark med slibrige detaljer og så en søgeordsanalyse. Alt det finder du direkte links til her.
Data fra projektet:
- Søgeordsanalyse for Perfectmen.dk
- Data over salg og leads for perioden 17. januar 2015 – 14. november 2016
- Link til vores slideshow fra dagen
Hvis der er noget andet data, som du gerne vil have, så er vi fuldt åbne i projektet. Så du skriver bare til os. Så sørger vi for at uploade flere data.
Vi skal bare lige gøre opmærksom på, at det gik pænt stærkt på dagen, så det er altså ikke al data, som vi har.
Hvad vi brugte til at bygge siden:
Bemærk: Da vi ikke måtte bruge penge på andet end domæne og webhotel er alt lavet med gratis versioner af ovennævnte værktøjer.
Hvorfor står vi her
Vi har været med til mange legedariske julefrokoster, men det her er vitterligt den eneste, hvor vi ligefrem er blevet opfordret til at holde et oplæg om det.
Det er vist også den eneste, der er endt i et økonomisk plus.
Og det er – så vidt vi ved – den eneste af vores julefrokoster, der har været omtalt på finans.dk
Når det alligevel passer så smukt, at vi står her i dag og fortæller om julefrokosten i vores netværksgruppe, så er det simpelthen fordi, vi – godt nørdede som vi er – bestemte os for at skifte et uhæmmet indtag af snaps ud med opbygningen af et fælles affiliate projekt.
Seks glade drenge. 10 timer. Og nå ja. For at det ikke skulle gå for nemt, opstillede vi en række benspænd for os selv.
Der gik så lidt hyggemarketing i den, så på nul komma fem fik vi også sat en hjemmeside op på dogmeaffiliate.dk.
Hurtigt theme fra StudioPress, et par bevingede ord om dogmerne og så en kontaktformular. Og så kunne vi ligesom række lidt mere seriøst ud efter et par sponsorater.
Men hvorfor så egentlig opstille de her dogmer? Ja, først og fremmest var vi jo simpelthen nødt til at konceptualisere det hele lidt, hvis vi på nogen måde skulle lokke Mikael og Anders fra Marketers.dk til at kaste et par pizzaer efter os. Og fordi det også var en fantastisk måde at presse os selv lidt på. Nu vidste hele verden, at vi havde ideen. Så var vi jo nødt til at eksekvere på den.
Og så fordi at selv relativt simple dogmer kan være en rigtig god mulighed for lige at bryde ud af de faste mønstre og angribe opgaver på en ny måde. Vi har alle i netværksgruppen vores egne projekter, som vi er godt sumpet ind i.
Nu skulle vi simpelthen prøve vores viden af. Hvad har vi lært om online marketing og især affiliate? Og fordi vi ikke måtte købe os til noget, så var der ikke andre muligheder, end at vi selv fik fingeren ud.
Samtidig så er dogmerne også et forsøg på at trække affiliate marketing ned på et niveau, hvor alle kan være med. Projektet skulle udformes så nye i branchen kunne se sig selv i det.
Så opskriften bliver simpel af dogmerne. Find en niche, producer indhold og høst så frugterne.
Der er rigtig mange forskellige tilgange til affiliate marketing. Vi ville lave noget, som andre kunne sætte sig ned og gentage uden nødvendigvis at have de store forudsætninger for det.
Hvis du gerne vil have endnu flere gode og konkrete råd til at starte dit affiliate projekt, så læs vores svar i artiklen: Sådan kommer du igang med affiliate marketing
Så dogmerne var en god blanding af nogle fornuftige overvejelser om at skabe en god proces på dagen og så simpelthen nødvendigheden af at fremstå bare en anelse seriøse omkring ideen, hvis vi eksempelvis skulle have omtale af projektet lige som vi fik på finans.dk
- 1. Der må ingen penge bruges på projektet udover domæne+webhotel
- 2. Vi starter på et frisk domæne
- 3. Alt indhold produceres på en dag
- 4. Kun partnerprogrammet er kendt på forhånd
- 5. Vi er seks mand med ti timer hver
Og hvorfor så gå så meget op i, at det hele bliver produceret på en dag og så ellers bare låst fast der?
Giver det overhovedet mening bare at stoppe processen der?
Burde vi ikke lave en langsigtet strategi.
Måske.
Men der var et ret centralt spørgsmål, som vi gerne ville prøve at svare på.
Et af de spørgsmål, der både giver affialite marketing verdenen sin store tiltrækningskraft, men som samtidig også er grunden til, at mange ryster lidt på hovedet af det hele.
Drømmen om at bygge en pengemaskine.
https://media.giphy.com/media/fKahTHRHEpJhm/giphy.gif
Det store spørgsmål: Kan det overhovedet lade sig gøre, at lave passiv indtægt på nettet?
Og det ville vi gerne prøve at nærme os et svar på.
Og det er så her vi leverer vores hook til, at vi senere afslører alle de resultater, vi overhovedet kunne grave frem her snart to år efter.
Ja. Det er ikke alt, der er sat lige flot op med tracking og sår’n. Så det er faktisk ikke alt, som vi ved med sikkerhed. Der var et tidsissue, der lige pressede os lidt der.
Men vid, at alle de slibrige detaljer vi har, selvfølgelig bliver afsløret til sidst.
Men inden I finder ud af, om vi i fremtiden drikker champagne i jacuzzien på Comwell Kellerspark eller sutter rundt i et par lunke Harboe Classic under Vejlefjordbroen, så skal vi have trukket noget læring ud af processen.
For:
- Hvordan griber man overhovedet sådan en opgave an?
- Hvad har vi fundet ud af virkede?
- Og hvad fandt vi egentlig ud af, der slet ikke virkede i den her kontekst?
Hvordan griber du sådan en opgave an?
Så vi spoler tiden tilbage. Lørdag morgen. Klokken 9. Harlev lidt uden for Aarhus. På det her tidspunkt ved vi ikke så meget andet, end at webshoppen Made4Men.dk er med på idéen, partneransøgningen er godkendt, og de har sendt en hemmelig pakke med – ja – mildest talt lidt af hvert.
Læs også disse referater fra dagen:
Der er godt nok lige sådan et øjeblik, hvor man pakker en næsehårstrimmer ud og tænker: “Fuck mand. Hvordan skal det her mon gå?”
Heldigvis så gik det godt. Og der er en helt teamudviklingsrefleksion oven på dagen, som kunne være sit eget oplæg værdigt. For der sker virkelig noget med rollefordeling, samarbejde og præstation under pres på spil her.
Men det gemmer vi til en anden gang. Vi skal jo holde vores fokus.
Vi havde planlagt meget lidt af den her dag. Faktisk blev det styret ret meget ud fra, hvad der var i den hemmelige kasse. Det var mest parfumeflakoner, cremer og så den famøse næsehårstrimmer.
Og så greb vi faktisk bare idéerne derfra.
Og det blev til en del idéer:
Der skulle laves søgeordsanalyse, skrives tekster, WordPress installationen skulle fungere, det sagnomspundne reemee hjul skulle programmeres, unwrapping videoer af de enkelte produkter fra den hemmelige kasse skulle skydes og redigeres.
Og ja. Det hele skulle også lige bindes sammen med en flot sløjfe til sidst, så der faktisk var en side med fungerende affiliate links klar kl. 19 samme aften.
Vi gik selvfølgelig ikke bare hovedløst ind i de næste ti timer.
Helt kort så smækkede vi simpelthen alle opgaverne op på et whiteboard og kunne så i klassisk Kanban stil flytte dem fra To do over i Doing og til sidst i Done. Og så plukkede vi ellers de opgaver, der faldt os naturlige derfra.
Og det er måske der, at det var vores force at være en gruppe sammen om det her. Fordi nogen kunne programmere, nogen kunne redigere film, nogen kunne skrive og nogen kunne lave grafik.
Men det var virkelig en hurtig planlægning. Du er nødt til at være ret hurtig på konklusionerne i sådan en proces, så det er ikke administration, der holdt os tilbage.
Dagen står lidt diffus i vores erindring. Hvad der lige skete hvornår, det har vi ikke hundrede procent styr på. Det gik virkelig stærkt.
Men noget det vi kan huske, det er følelsen af, hvor svært det er at slippe opgaverne tidligere end normalt.
Mark sad med søgeordsanalysen den første halve til hele time. Og normalt så ville han jo dykke ned i, om der var synonymer med mere trafik, om der var huller i SERP vi kunne udnytte og lave en prioritering i forhold til konkurrence og potentiale på det enkelte keyword.
Her gik det virkelig meget hurtigere. Og det er sundt at lære, at hele verden ikke falder sammen, fordi vi slækkede lidt på kravene til finish og detalje.
Men det var altså også lidt som at være med i en live udgave af den store bagedyst, hvor klippet med de sidste ti sekunder føles som langstrakte timer.
Når det gik godt var det ligesom at have et guddomeligt fokus og klarsyn, der bare lod dig gå ind i et dybt flow. Når det gik bare lidt skævt, så lurede panik, svedige håndflader og tårer i øjenkrogen.
Men det lykkedes til sidst. Vi fik faktisk en affiliate side op at køre.
Hvordan så siden så ud 10 timer senere
Og vi har holdt vores ord. Vi har ikke rørt perfectmen.dk siden 17. januar 2015.
Der er jo relativt mange ting, der kunne være sket, som slår sådan et affiliateprojekt ud af kurs. Det havde jo ikke være ligeså sjovt at stå her med siden i dag, hvis Made4Men havde valgt at sadle om.
Men timer senere, der så det altså sådan her ud (Du kan bare besøge perfectmen.dk i dag, den er ikke ændret en tøddel, siden vi forlod den).
Der er udgivet 7 indlæg af i alt 4590 ord.
Da vi sad sådan lidt fem minutter i lukketid synes vi stadig at siden så lidt tom ud. Så vi skyndte os at smide et bannerfeed ind. Det har faktisk givet en lille smule indtjening, men det er altså ikke noget der rykker overordnet ved projektet.
Et af de elementer, der slet ikke har fået nok opmærksomhed er vores virkelig fantastiske ReemeeHjul.
[Vi laver en live demo af siden – læser du referatet, så kan du surfe roligt rundt for en autentisk oplevelse]
Men det gik stærkt. Og på nogle skærmstørrelser, så er der faktisk også et menupunkt, der af en eller anden grund bare ikke virker. Men kun når du står på forsiden, så vi skal lige ind på en anden underside, og så kan vi klikke på menulinket til parfume igen.
Og så klikker vi videre til at vise det første af videoen med Diesel parfumen:
http://perfectmen.dk/parfume-til-maend-3-parfumer-du-skal-eje/
De tre ting vi gjorde ret godt
Så er vi nået til det punkt i oplægget, hvor vi opsummerer vores erfaringer fra en lidt utraditionel julefrokost til tre ting, som du skal huske, når du kaster dig ud i et affiliate projekt.
- Fokusere på at producere
Det kan ikke siges nok gange. Affiliate marketing handler i høj grad om at komme i gang. Den vigtigste ting som rigtig mange af os lært den dag var, hvor meget tid vi bruger i andre projekter på at gå rundt om den varme grød.
Det er fedt at planlægge, estimere og analysere. Det kan helt sikkert også være afgørende, når du rykker dit projekt til næste niveau.
Men forberedelse rykker ikke rigtig noget, hvis det står alene. - Pushe salget
Det er så åbenlyst, men alligevel et sted, hvor mange går og putter sig lidt (der peger fingrene også i vores egen retning her): Du får ikke et salg, hvis du ikke beder om det. Der skal et affiliate link på din side, hvis du vil gøre dig forhåbninger om at tjene penge på affiliate marketing.
Vi gav den mere gas med affiliate links i artiklerne, købsknapper og det der, end vi normalt ville have gjort.
- Et par links til at få projektet sat i søgen
Vi var heldige at kunne få fat i netværket på dagen, så der faktisk var en pose links til os. Vi prøvede at flette det ind overalt, hvor det gav mening på egne sider, men det er sgu fint, når man lige får udgivet et par relevante tekster på livstilssider med link i.
De links har nok været en af de udslagsgivende faktorer i, at vi faktisk begyndte at få trafik.
Det er ikke 3 findings, der kommer til at revolutionere grundpillerne i branchen. Men det har alligevel overrasket lidt, at der skal så relativt lidt handling til, før resultaterne begynder at komme.
De 3 ting vi kunne have gjort bedre
Der er selvfølgelig ikke noget, der er spild af tid i den her kontekst. Men det er klart, at nogle af vores forsøg på at bygge noget op, der skulle give delinger på sociale medier og skabe trafik den vej, det er mega svært, når du ikke må følge op. Vi forsøgte at holde SoMe gryden i kog hele dagen ved at poste fra vores lille event, og forhåbningen var hermed at skabe nok mentions til at siden ville få en lille kickstart. Online marketing nørder skal vel også bruge næsetrimmere ind i mellem.
Men her vores bud på tre ting, som vi kunne have gjort bedre.
- Vi satte gang i ting, der krævede en langvarig investering
Det har været enormt svært at se en effekt af Reemee hjulet, selvom det var en virkelig sjov ide. Måske er den ikke sjov nok. Men mest sandsynligt, så er det her et element af et website, der skal pushes igen og igen på de rigtige tidspunkter for at give værdi. Og måske et par links.
- Vi pushede ikke konceptet hårdt nok efterfølgende
Vi byggede meget ihærdigt på dogmeaffiliate.dk i tiden lige op til og lige efter arrangementet. Men det døde hurtigt ud. Vi eksempelvis kun udgivet én indkomstrapport.
- Vi lavede aldrig version nummer 2
Den største fejl er selvfølgelig, at vi aldrig har lavet version af dogmeaffiliate. Men det er klart, at det giver blod på tanden, når vi får lov til at komme her i dag og fortælle om projektet.
Hvordan ser det så ud med den indtjening?
Vi starter ved onlinehajernes foretrukne overspringshandling: Google Analytics.
Sådan alt i alt har Google Analytics registreret lige over 11.000 besøgende siden januar 2015. Her skal vi så lige have trukket 3.500 spam referrals fra. Så er vi altså nede på cirka 7.500 besøgende. 1.500 af dem tilskriver vi primært den smule hype vi fik skabt omkring dogmeaffiliate.
Så alt i alt har vi nok haft omkring 6.000 reelle besøgende.
Men besøgstal er jo i virkeligheden ligegyldige. Besøgstal alene rykker ikke på bundlinjen for vores næste julefrokost. Det der virkelig tæller her, det er jo cool cash.
Så jeg har været nede i vores Partner Ads statistik og grave lidt data frem.
Jeg skal lige skynde mig at sige, at vi har trukket en masse af det ud til jer i Google Sheets, og det smider vi selvfølgelig op online. Så for de nysgerrige er der lidt mere at komme efter der.
Og nu nærmer vi os altså den der helt store afsløring, hvor sløret løftes for det samlede beløb. Så spids dine ører og hold fast i bordkanten, nu skal den have gas med graferne.
Vi starter ved den side, der står for næsten halvdelen af vores samlede indtjening. Og en tredjedel af vores reelle trafik.
“Sådan undgår du røde knopper efter barbering”
Den tjener faktisk så fint, at vi har tjent en krone for hver besøgende, der er landet på den side.
Det spændende ved den her side er samtidig, hvor simpelt den er sat op. De fleste links er nogle lidt lysegrønne tekstlinks, og det er nærmest bare en mur af tekst.
Det er altså på et niveau, der er relativt hurtigt at nå i WordPress.
Og relativt svært for os som gruppe ikke lige at få lyst til at rette den store linkkanon mod sådan en side. Det er ikke ligefrem fordi, at vi har haft topplaceringer. Vi roder rundt mellem bunden af side 1 og så side 2 på de fleste søgninger.
Men inden vi afslører det for jer alle, så lad os lige kigge på nogle nøgletal for indtjeningen på siden:
I alt så er der blevet klikket på et affiliate link fra perfectmen.dk videre til Made4Men 1622 gange, og det har givet os 169 salg. Det er altså en konverteringsrate på lige omkring 10,5 %.
Det giver en EPC på 2,96 kr.
Og lad os så få det store brag.
Det er blevet tid til afsløringen.
På lige knap to år har vi tjent:
4794,63
Det giver den svimlende høje timeløn på 79,91 kr / pr. time.
Det er måske ikke nok til, at vi kan trække os tilbage resten af livet med et galloperende forbrug af kaviar og champagne. Men det er i hvert fald nok til, at vi ikke skal drikke Harboe Classic til de næste mange julefrokoster. Og alene det synes vi retfærdiggør det meste.
Om projektet er en succes, en tynd kop te eller noget derimellem, lader vi dig om at vurdere.
Vi nøjes med at konstatere, at der stadig er plads til flere konkurrenter i SERP på et lukrativt marked.
Så det er egentlig bare et spørgsmål om at få fingeren ud.
Skriv et svar