Lørdag den 17. januar kl. 09.00 mødtes 6 unge mænd på en gård lidt uden for Aarhus. Målet var klart. De ville bygge en affiliateside på 10 timer. Ingen forberedelse, ingen penge og ingen nåde.
Jeg var med som en af de seks, der knoklede i en dunst af cremer med drageblod, udrikkelige parfumer og masser (altså urimeligt voldsomme mængder) af pizza. I det her blogindlæg kigger jeg i bedste dagbogsstil tilbage på en lang dag, der gik med lynets hast.
(Jeg slutter af med at reflektere lidt over, hvad jeg har lært, og om jeg tror, at siden kommer til at tjene penge)
Og hey! Indlægget er lige blevet nomineret til en SEMAward for bedste artikel om affiliate marketing i 2015. Tak for opbakningen. Det er for vildt!
04:45 (I et lille stråtægt idyl i Højby, Odense)
Telefon bimler løs imens jeg febrilsk klasker på skærmen for at stoppe larmen. Jeg er normalt ikke bange for at stå tidligt op, men det er sandt for dyden kun undtagelsesvis, at jeg står op på det her tidspunkt om lørdagen.
Men det er selvfølgelig en leg at komme op i dag. Jeg glæder mig som et lille barn til klokken ni, når startskuddet lyder til dogmeaffiliate i Aarhus.
Bad. Havregrød. Kaffe. Og så afsted mod bussen.
06:32 (I toget mod Vejle)
Min sidemand vågner et kort øjeblik og kigger på mig med opgivende øjne, da jeg starter den bærbare op og begynder at skrive. Jeg er ved at arbejde på et onlinekursus til altomledelse.dk, så togturen kan ligeså godt blive brugt fornuftigt. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget over, hvordan vi griber dagens opgave an. Jeg kigger lige forbi made4men.dk i fem minutter (det er første gang, jeg får besøgt siden), men smutter hurtigt igen. Jeg ved intet om, hvad der er i den hemmelige pakke, som made4men.dk har sendt os, så projektet kan køre i alle retninger. Der er ingen grund til køre fast i et spor lige nu.
07:27 (Vejle station)
Thomas venter i bilen. Vi glæder os. Bilen er pakket med kameraer, stativer og masser af computere. Vi er forberedt på lidt af hvert. Det skal i hvert fald ikke være udstyret, der begrænser vores muligheder. Det er kun en uge siden, at vi offentliggjorde DogmeAffiliate for alvor, så det er vildt nok, at vi har haft 400 unikke besøgende forbi siden allerede.
Det er et kæmpe motivationsboost, at vi har fået så meget opbakning, allerede inden vi har skrevet den første linje indhold til siden.
08:30 (En gård udenfor Aarhus)
Vi kommer som de første. Mikkel har gjort morgenmaden og (vigtigst af alt rigeligt med) kaffe klar. Vi kaster os over det. Snakken går, imens de andre støder til. Spændingen stiger. Det klør i fingrene for at klippe den hemmelige pakke op. Komme i gang. Skrive. Kode. Fotografere. Filme. Justere. Optimere. Få siden ud over stepperne.
Men vi venter tålmodigt. Minutterne snegler sig afsted.
09:00 (Unboxing)
Vi åbner pakken, der er fyldt til randen med en lang række af produkter, jeg aldrig i mit liv har hørt om. Jo jo, jeg har da prøvet at eje en ansigtsrens og en creme, men jeg er lige lidt langt fra at være ekspert.
Jeg har været spændt på det her øjeblik. Hvordan kommer vi fra start? Går vi i panik, ender vi med at ideudvikle hele formiddagen, eller formår vi at få lagt en plan, der kan guide os gennem dagen?
Vi finder hurtigt et whiteboard og en stak post-it notes. De andre skyder opgaver afsted, imens jeg forsøger at følge med. Alt kommer på tavlen. Der skal sættes en side op, vælges theme, laves søgeordsanalyse, linkbuilding analyse og meget mere.
09:47 (Der er fuld koncentration)
Der er blevet rykket et par sedler fra “to-do” til “doing” oppe på tavlen. Jeg sidder med søgeordsanalysen. Jeg har travlt, jeg har ingen adgang til nogle betalte værktøjer (vi må nemlig kun bruge alt det, som vi i gruppen har adgang til i forvejen), så jeg må klare mig med gratis versioner af SemRush og Searchmetrics. Men det er også virkelig effektive værktøjer. Og så er der jo alle de lækre gratis ressourcer som Keywordtool.io og Adwords søgeordsplanlægger. Så jeg klarer mig nok til dagens behov.
Jeg brainstormer mig frem til et par søgeord. Udvider listen med søgeords ideer i AdWords. Der er nogle oplagte muligheder med ‘gaver til ham’, ‘parfume til mænd’ og ‘næsehårstrimmer’. Der er ok volumen på, men jeg er i tvivl: Kan vi bygge en stærk nok side på 10 timer til at få trafik med her.
Jeg fylder et par medium og longtail søgninger på og trækker en liste med søgevolumen ud fra AdWords.
Det bliver en hurtig konkurrent analyse. Jeg har flere søgeord, end jeg tror på, at vi kan nå at skrive om i dag, så jeg uploader et temmelig simpelt excel ark til de andre.
Det sværeste for mig ved at arbejde på den her måde er, at jeg har følelsen af at skøjte henover opgaven. Det passer mig ikke super godt. Jeg har brugt virkelig lang tid på at researche, prioritere og kategorisere søgeordsanalysen til mine andre projekter, fordi jeg kan se, at indsatsen her virkelig giver pote.
Men i dag skal jeg død og pine videre. Og for at udfordre mig selv lidt mere, så offentliggør jeg selvfølgelig søgeordsanalysen her.
10:00 (Så skal der skrives)
Martin og Sonny har kastet sig over et tool til forsiden. Det skal være et lykkehjul med produkter, som vi tror, de kendte med fordel kunne bruge. Jeg er imponeret over, hvor hurtigt Martin har fået hjulet til at rotere. Det havde nok taget mig det meste af en uge.
Det bliver klart for hvert minut, at vi har en kæmpe fordel i hinandens forskelligheder. Det går imponerende godt med at arbejde som et team. Sedlerne ryger videre på vores scrum inspirerede tavle.
Jeg kaster mig over de første tekster. Det kræver lige lidt research at få hul på artiklen om næsehårstrimmeren, men da jeg først får læst et par tests, nogle anmeldelser, en manual og set et par videoer, så begynder ordene at flyde.
Vi holder en kort briefing. Logoet er ved at være på plads, de første videoer med produkter kan blive skudt og der er en fungerende installation af WordPress oppe og køre. Jeg optimistisk.
11:30 (Det måtte gerne gå lidt stærkere nu)
Jeg har brugt over en time på artiklen om næsehårstrimmeren. Den er også blevet lang. Jeg dropper korrekturen. Jeg skal videre. I dag ved jeg ikke, om det var en god eller dårlig beslutning. Jeg har stadig ikke læst teksten igen.
Mikkel har fået fat i Laust fra SEONorden. Han har nogle nyhedssider og blogs, som vi gerne må udgive artikler på. Jeg får en liste af sider, skriver 4 x 600 ord på en time (2 om skægmode til mænd og 2 om selve projektet med dogmeaffiliate til nyhedssites).
Der er fart i fingrene nu. Men det begynder også at blive hårdt. Klokken nærmer sig frokost, jeg har stort set ikke bevæget mig i 3 timer, og der er mange timer tilbage. Jeg går ud og stener lidt, imens jeg ser på Thomas og Mikkel, der stadig skyder videoer. Luften er tung af parfume. Det er kvalmt. Måske er det meget godt, at vi ikke sidder hos OnlinePartners eller CustomerWise.dk (men tusind tak for tilbuddet til dem!).
Vi bestiller pizza. I dag kan jeg kun huske, at det var nummer 12, jeg valgte tilfældigt fra menukortet. Jeg ved ikke, hvad der var på. Jeg kan heller ikke huske, hvordan den smagte. Men det virkede.
Lige inden pizzaerne kommer, åbner vi en pose med 1 kilo Haribo Matador Mix. Jeg er vist ikke den eneste, der kører på pumperne og har fuld fokus. Posen er væk på lige under 10 minutter.
13:00 (Flere tekster)
Jeg tager teksttjansen det meste af dagen. Skriver om parfumer, gaver til mænd og den perfekte gave til fars dag. Det går stærkt. Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg faktisk har skrevet.
Jeg synes, jeg er smart, fordi jeg laver kroge i alle teksterne, som jeg kan bruge til intern linkbulding, når alt er online. Jeg er ret sikker på, at der er nogle ‘læs mere’ rundt omkring på perfectmen.dk, som mangler et link lige nu.
Set i bakspejlet, så tror jeg, at vi skulle have haft en mere fast struktur (på baggrund af søgeordsanalysen), så kunne vi have opnået nogle fordele i forhold til intern linkbuilding, sidestruktur og navigation:
- Vi skulle have lagt os fast på, hvilke sider, der skulle skrives. Så kunne vi oprette dem alle med en titel i WordPress. Det ville give muligheden for at sidde og arbejde med de enkelte tekster og så lave interne links “on the fly”.
- Vi kunne have fokuseret mere på en kategori af produkterne på made4men.dk.
Men okay. Jeg synes faktisk vi slap ok fra det.
17:00 (Vi har stadig ikke offentliggjort en tekst)
Dagen begynder af være lidt flydende her. Jeg tror, at det er omkring klokken 17, at vi begynder at smide teksterne online. Vi har ikke valgt et fast layout til indholdet, så det bliver op til den enkelte. Jeg krydser mine fingre for, at de besøgende får mere travlt med at trykke på vores købsknapper end navigere rundt på siden.
De første videoer begynder blive uploadet. Vi forsøger at holde gang i de sociale medier i løbet af dagen. Det hjælper godt med vidoerne, så er der noget at dele.
Vi tjekker for sjov statistikken for perfectmen.dk og dogmeaffiliate.dk. Der er mange besøgende. De fleste kommer fra Google Plus og Marketers. Det giver lige lidt ekstra energi at kæmpe med, når jeg ved, at hele onlinenetværket (eller i hvert fald mange af dem) sidder bag skærmene og følger med.
18:00 (Panik før lukketid)
Vi er stadig ikke røget i totterne på hinanden. Vi holder den konstruktive tone. Men jeg kan mærke, at jeg er presset. Hvis de andre stiller mig et spørgsmål siger jeg: “Ja, lige to sekunder” og glemmer det et sekund efter. Vi har haft bøvl med at indsætte affiliatelinks, så nu crawler jeg manuelt siden for at rette dem.
18:17 (Vi skal have mere indhold)
Jeg er ikke længere sikker på tidspunkterne. Min hukommelse klipper gennem mine erindringer om dagen på samme måde som de klipper den store bagedyst. Sekunder snegler sig afsted som minutter. Når det virkelig kører, så har jeg det som i spillet Red Dead Redemption, når jeg slår fokus til. Jeg kan overskue alt, jeg bevæger mig slowmotion gennem siden og pløkker de sidste fejl ned. Næste minut er alt kaos, jeg har glemt, hvad jeg er i gang med, og jeg skal lige have et reset.
Menuen begynder at tage form, og det afslører en lidt tynd side. Så vi begynder at finde på ting, der kan fylde ud. Vi laver en Gadgets sektion, hvor vi egentlig bare sætter et bannerfeed ind med produkter. Det er som en papkulisse i en Hollywood film. Vi krydser bare vores fingre for, at det ikke vælter.
18:59 (Hvad kan vi liiige nå)
Imens de sidste minutter snegler sig afsted får jeg kastet et banner ind i headeren. Retter teksten i footeren og justerer andre smådetaljer (jeg var så i koden samtidig med Martin, så det hele røg igen til sidst – sådan går det, når der er tryk på).
Det sidste minut hepper jeg mest bare på Martin, der lige når at rette den sidste detaljer i lykkehjulet (eller Remee-hjulet, som det er blevet døbt nu).
Jeg kan mærke, at mine fingre er udmattede. Jeg åbner en øl og skåler med de andre.
Hvad har jeg lært af dogmeaffiliate?
Meget. Måske ikke i forhold til affiliatesider. Men i forhold til at arbejde sammen som et team, så har det virkelig vist mig, hvor meget det rykker, hvis ambitionen er fælles. Vi ville det her. Vi har aldrig arbejdet sammen før, men vi kender hinanden fra møderne i netværksgruppen. Vi kender hinandens styrker. Det er en klar fordel, fordi det gør det meget lettere at tillade hinandens svage punkter.
Jeg er overrasket over, hvor meget vi nåede. Vi nåede eksempelvis at lave outreach for links, skrive artiklerne og se dem offentliggjort på bare et par timer. Martin og Sonny lavede et lykkehjul, der kan rotere, vise produkter og hvad ved jeg (Sonny nåede sågar også at skrive tekster). Vi spyttede ideer ud, fik dem på tavlen og prioriterede dem løbene, så vi aldrig løb tør for opgaver, men heller ikke havde for meget i gang på samme tid.
Tror jeg siden kommer til at tjene penge?
Vi venter stadig på den første krone. Jeg er ikke i tvivl. Siden kommer til at tjene penge. Spørgsmålet er så bare, om vi kommer til at holde næste års julefrokost under Vejlefjordbroen med kasse lunkne Harboe dåseøl, eller om vi tager en forlænget weekend på Hotel Comwell Kellers park med champagne i deres udendørsspa.
Siden er kommet virkelig godt fra start. Vi ser allerede organisk trafik. Søndag morgen kom de første organiske besøgende. Og der bliver klikket på vores affiliate links. Så når det bliver højsæson for den kære næsehårstrimmer og fars dag, så skal der nok være lidt aktivitet på siden i form af salg.
Men der er ingen tvivl om, at den største udfordring i det her projekt er, at siden skal stå helt passivt nu. Vi kan ikke rette stavefejl, redde et broken link eller optimere noget som helst. Så jeg krydser fingrene.
Mit bud er, at vi næste år til julefrokosten har tjent ind til to semigode kasser øl (Tuborg Classic vil jeg tro) og en af de store flasker standardsnaps.
Skriv et svar